Seden Kirke Mød os på Facebook kontakt
 
 
   
 
 
1.jpg
4.jpg
6.jpg
7.jpg
8.jpg
9.jpg
10.jpg
IMG_0344.jpg
IMG_0346.jpg
IMG_0347.jpg
IMG_0349.jpg
IMG_0351.jpg
IMG_0355.jpg
IMG_0356.jpg
IMG_0362.jpg
IMG_0364.jpg
IMG_0366.jpg
IMG_0367.jpg
IMG_0368.jpg
Seden kirke_2.jpg
Seden_kirke_aften_4_2.jpg
Information Babysalmesang Kor
Konfirmander Livets begivenhed Gudstjeneste
 
 
Menu  

Om kirken



Del på Facebook
 
Beliggenheden

Seden Kirke ligger i dag godt gemt for enden af en blind vej. Oprindeligt lå kirken ca. 300 m vest for den gamle landsby, en god brandbælteafstand. Fra Odense Fjord er kirken smukt synlig for tilrejsende til Odense. Da de irske munke kom til Fyn for at udbrede kristendommen, gik de i land ved Odense Inderfjord og gik så derfra til Odense.

 

Kirkens alder

I følge et gammelt afladsbrev gives der syndsforladelse mod at støtte kirkebyggeriet i Seden i 1412. Man må formode, at kirken da er opført.

   
     

Kirken

Sedens første stenkirke var lille. Den bestod af koret og ca. halvdelen af det øvrige kirkerum til og med det tredje vindue. Der var to indgangsdøre, en i den nordlige side for kvinder og en i den sydlige side for mænd. Kirkens loft var af træ, og der var kun hvælvinger i koret. Det er specielt, at skib og kor har fælles tagryg. I koret er der påfaldende mange huller i væggene til sakrale ting fra den katolske tid. Bag alteret er tilmuret et lille romansk vindue.
Efterhånden som befolkningstallet forøgedes, blev kirken udvidet mod vest, de to hidtidige døre muret til, og en ny fælles dør sat ind i sydmuren lige før orgelet. I begyndelsen af 1500 tallet omkring reformationen blev tårnet bygget, den nye fælles dør muret til og indgangen til kirkerummet blev nu flyttet til tårnrummet.

 

Sankt Klemens og Vor Frue

Helgener spillede en stor rolle i middelalderen. Seden Kirke er indviet til Sankt Klemens og Vor Frue. Gennem hele middelalderen var Sankt Klemens en populær værnehelgen for alle søfarende og fiskere. Den gamle gravsten i korets ydermur med livstræmotivet Da kirken blev bygget, murede man en gammel gravsten ind i korets mur mod syd. Stenen bærer et billede af et kors med en cirkel om, og ved korsets fod er afbilledet rødder, der snor sig ned i jorden. Motivet på stenen er fra overgangen fra hedensk tid til den tidlige kristne tid. Cirklen omkring korset er et symbol på solen. Kristus er solopgangen fra det høje, som det skrives i Lucasevangeliet. Rødderne viser forbindelsen til fortidens tro: At ved rødderne sad nornerne og spandt hvert menneskes skæbne. Motivet kaldes livstræet og var meget brugt i den tidlige middelalder på gravstene, kirkeportaler og døbefonte. Motivet går igen på ryggen af kirkens messehagel og kan findes på bagsiden af tidligere sognepræst Prips gravsten i kirkegårdens hjørne over mod præstegården. Når en sådan gammel gravsten fandtes på stedet og blev indmuret i væggen på den første stenkirke, indicerer det tilstedeværelsen af en endnu ældre kirke, formentlig af træ.

 

Døbefonten og processionskrucifikset

Under korbuen står kirkens gamle romanske døbefont, som er udskåret glat og uden prydelse. I 1596 stod døbefonten i tårnrummet, men den daværende biskop Jacob Madsen ville have den flyttet op nær koret på dens nuværende plads. På hver side af korbuen er der to vindueslignende fordybninger. Kirkens krucifiks hænger i den nordlige af disse fordybninger. Her i skellet mellem koret og det egentlige kirkerum, mellem det hellige og det verdslige rum, fandt altergangen sted. Krucifikset har formentlig haft sin plads der i mere end 500 år. Krucifikset er sognets gamle processionskors fra 1400 tallet. Med præsten i spidsen bar man i et højtideligt optog korset ud af kirken for at velsigne de nysåede marker. Dette kaldtes korsebyrd og foregik de sidste tre dage før Kristi Himmelfartsdag, og disse dage kaldte man gangdagene. Optoget udlagdes senere af kirken som en bodsvandring og »gangdagene« regnedes for bodsdage. Man indsamlede gaver ved korsebyrden til korsebærmad til de fattige. Ved reformationen blev denne korsebyrd forbudt, men afløstes af en hverdagsgudstjeneste med sædeprædiken, hvor man bad Gud om, at det nysåede korn måtte gro. I korsets fire ender står der AVE – CRVK – SPES – VNICA. Det betyder »Vær hilset kors, vort eneste håb«.

 

Prædikestolen

Da biskop Jacob Madsen besøgte kirken i 1596, skriver han, at »prædikestolen er ny, og sat på sten«. Det er den prædikestol, der stadig bruges. Den er fra 1580 og er inddelt i fire felter med evangelisterne Matthæus, Marcus, Lucas og Johannes. Matthæus, hvis symbol er en engel, er afbilledet med et lille barn, det er det barn, som engelen bebuder, at Maria skal føde. Indskriften på prædikestolen er på latin. Den fortæller, at Christopher Bang, en købmand og rådmand i Odense og den daværende sognepræst Mathias har sørget for opsættelsen. Den latinske inskription er et citat fra Johannes- evangeliet kapitel 14 vers 23, som oversat lyder: »Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord«. Under prædikestolens talepult er malet en stjerne, symbolet er den ledestjerne, der fører til Kristus. På underkanten af prædikestolen er indskåret fire bogstaver A. H. og O. E. Måske er det snedkerens og kirkeværgens initialer? Ingen ved det.

 

Alteret

På alterbordet står der to sengotiske alterstager fra midt i 1500 tallet. De er ældre end altertavlen, der allerøverst bærer bogstavet C med et firtal indeni. Dette viser os, at altertavlen er sat op under Christian den Fjerde, som regerede fra 1588 til 1648.

Altertavlen er opbygget i felter og med fire søjler, der bærer en himmelhvælving. Øverst bæres toppen af tre figurer, såkaldte hermer. Her i Seden Kirke er disse hermer en gammel mand, en kvinde og en ung mand. Muligvis Adam og Eva samt Jesus. Altertavlen har vingefløje.
 
     

Der er ting, der tyder på, at tavlen er lavet af Odense billedskæreren Jens Asmussen. Jens Asmussen døde af pest d. 28. juni 1602, men det er ikke utænkeligt, at hans værksted har kunnet arbejde videre på grundlag af de opbyggede vaner og udarbejdede forlæg. Der er intet sted sat initialer eller lign., der ellers kan føre tilbage til mesteren.

 

Alterbillederne er tre malerier af Niels Lindberg fra 1952. Motivet er lignelsen om »Den fortabte søn«, der først drager ud, skamfuld kommer hjem og på midterbilledet modtages af sin fader. Under midterbilledet står: »Denne min søn var fortabt og er funden igen«. Lucasevangeliet kapitel 15 vers 24.

 
     
Øverst oppe under Christian den Fjerdes monogram sidder »Den sejrende Kristus« med symbolet på kongeværdigheden, et rigsæble i sin hånd. Rigsæblet bærer et kors. Kristus er den himmelske konge, og han løfter højre hånd til velsignelse. Under Kristus i to buede felter ses de græske bogstaver ? og ?, alfa og omega, som er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. Således sammensat betyder de »fra begyndelsen til enden«. Og sammen med de gotiske bogstaver i felterne står der: »Ære være fra begyndelsen til enden Gud Fader, Søn og Helligaand«. Alteret har to fløje med to forskellige løvehoveder som det centrale i hver fløj.  
 
 
Forneden på alteret er der i hver side et lille englehovede. Alteret er fyldt med udskæringer formet som blomster og frugter, æbler, pærer og vindruer, i hver side forneden er der en lilje, og alle disse blomster og frugter symboliserer frugtbarhed og vækst, hvis ikke lige nu for de fattige i Seden så senere i Paradisets Have.
 
Kirkens altersølv bærer den noget misvisende indskrift »Monche Boe Kirches Kalk Anno 1750« og »Monche Boe Kirches Disk Anno 1750«. Baggrunden er følgende: Den 25. april 1747 havde præsten taget altersølvet fra Seden Kirke med over i præstegården, antagelig for at det kunne blive pudset. Men om natten brændte præstegården, og altersølvet gik tabt. Herremanden på Østergård, som ud over Seden Kirke også havde Munkebo Kirke med kirketienderetten og dermed også forpligtelsen til at vedligeholde kirken og dens inventar, valgte at flytte det lidt billigere sølvtøj fra Munkebo til Seden og så købe nyt og mere kostbart til Munkebo. På kirkens bagvæg hænger et ældre alterbillede fra 1856, som forestiller Jesus hos Martha og Maria. Tavlen har måske fra starten haft felter udelukkende med skriftsteder og kerneord fra bibelen.    
      
 

Kirkens skib

I kirken hænger et skib, som er en model af ØK´s skoleskib »København«, der forliste i 1928 på en rejse fra Buenos Airos mod Australien. Det var magsvejr, og skibets forlis er forblevet en gåde. På skibet var 45 unge drenge som søfartselever plus en mindre besætning af voksne søfolk. Det eneste, man fandt efter forliset, var et par planker og en redningskrans. Forliset gjorde stort indtryk herhjemme, og adskillige modeller af dette skib hænger i vore kirker.

 

Symbolikken omkring kirkeskibe er ganske enkel: Ligesom søfolkene, således sejler vi mennesker på verdens vilde hav. Altid i fare, men altid i håbet om at komme frelst i havn.

 

 
     

 

Andet

Alterdugens bort er et smukt kniplingsarbejde lavet af Sigrid Bitten Haxthausen fra Frederiksberg, som ved slægtskab har tilknytning til familien Ellekilde i Seden Præstegård. Det gennemgående motiv er et træ formet som et kors og et hjerte. Messehagelen er vævet af den fynske væver Jette Nevers, som også har vævet Åsum Kirkes messehagel. Kirkens klokke fra 1826 er støbt hos J. C. og H. Gamst i København. På kirkegårdens sydvestlige hjørne ligger hospitalet fra 1737. Det er bekostet af herremanden på Østergaard og er resultater af adelens spirende sociale bevidsthed. Lysgloben er anskaffet i 2002, og du er velkommen til at tænde et lys til eftertanke og en stille stun.
 
     


 
  Seden kirke, Mindelundsvej 47, 5240 Odense NØ   Login  
  Uptime-IT ApS