Gravstedstyper
 

Gravstedstyper
Kirkegården er inddelt i områder, med de forskellige former for gravsteder.

Urnegravsted: plade i plæne

Urnegravsted: med hæk

Kistegravsted

Mathias Fischer og Leif Hansen har deres daglige dont ved Seden Kirkegård. Her passer og ordner de stedet sammen. Mange i sognet har truffet dem og ved, at de altid er klar til at lytte og snakke lidt. Tiden inden 1. søndag i advent er travl og hektisk med gravdækning.

De små haver

Fra et barns perspektiv ligner kirkegårde en masse små haver, med alle de mange lave hække, der afgrænser hver grav. For en voksen er det mere end det, nemlig det sidste hvile­sted for en afdød og dét sted, hvor man kan finde ro til at mindes vedkommende. 

Sorg og savn kan få et mål – her er de fysiske rester – her er det punktum, som kan være så svært at begribe.

Leif Hansen har i over 30 år passet kirkegården i Seden og han kan se en udvikling i gravstenene. Tidligere var det mere almindeligt, at der stod om det var apotekter eller gårdejer Hans Hansen, der lå her. Måske fordi det tidlig­ere var sådan, at man forblev ved sit erhverv og ikke skiftede branche, som det mere kan ske i dag. „Tendensen, med at skriften på stenene bliver mere anonym, er lidt trist, det danner nogle forestillinger om den person, som en gang var her, hvor og hvad han var i samfundet. Det kan godt være, at ens forestilling ikke passer og at afdøde i virkeligheden også var en dum skid, men det siger noget om personen bag navnet  og giver mere personlighed – eller liv om man vil“ smiler Leif lunt. Han oplever også fra tid til anden, at de efterlevende fortryder, at asken blev spredt ud over havet. Så kan man selvfølgelig købe et gravsted med tilhørende sten. Leif og Mathias kan ikke undgå, at de har kendt dem, der nu ligger på kirkegården. Det samme med de efterlevende, hvor der er en naturlig relation, da begge gravere har været vidner til det sidste farvel i Seden. Derfor er det oplagt, at der bliver hilst og snakket lidt mellem de små hække og stene.  

„Vi er naturligvis meget bevidste om, at vi har med en kulturarv at gøre og at de besøgende kan have mange følelser i spil. Så det bliver tonen også derefter“ slutter Leif Hansen på sin egen underfundige måde.

(Bragt i KirkeNyt 4/2022)